Den østrigske og nobelprisgivne forfatter Elfriede Jelinek har lagt en monolog, en meget lang monolog, i munden på Eurydike, I ved hende, som det ikke lykkedes Orfeus at hente op fra underverdenen, men som han til gengæld blev ved med at besørge og besynge, selv da mænaderne sønderflåede ham, og hans afrevne ansigt drev op ad floden, stadigt syngende.
I sagnet om Orfeus og Eurydike oplever vi det hele fra Orfeus’ perspektiv. Hos Jelinek oplever vi det fra Eurydikes. Hun er en skygge blandt skygger, lykkeligt befriet fra sit jeg, sin krop, sit begær, og alt det skal ingen Orfeus komme og belemre hende med igen. Bidt af en slange blev hun, og noget lækker ud af hende, om det så er slangegift, udflåd eller blæk – skrivende er hun. Hun er den tavse kunstner, den skrivende, dér, hvor Orfeus er den larmende, sangeren.
