Der er noget særligt over øer. Man sejler som regel til dem. Visheden om, at man er på en plet jord med vand omkring, åbner for fantasien. Og for sansningerne. Man er midlertidigt låst til et sted, må underkaste sig dets præmisser.

Det oplevede jeg meget konkret, da jeg den denne sommer tilbragte en uge på Livø. Da den lille færge satte vores flok i land, og vi vandrede ned til den lille hovedgade, omkring hvilken øens få huse ligger, satte eventyrfølelsen straks ind. Vi havde kun sejlet i tyve minutter, den vante verden var tæt på, og vi havde jo mobiler med, men det føltes længere væk. Så blev mobiltelefonerne inddraget som en del af de løjer, vi skulle igennem, pludselig havde vi kun os selv.