Mestertænkeren Fukuyama i ny bog: Identitetspolitik, der bliver drevet for vidt, er en potentiel katastrofe for demokratiske samfund

Historien sluttede ikke med det liberale demokratis sejr, som den amerikanske politolog Francis Fukuyama hævdede i sin berømte tese om ’historiens afslutning’ fra 1992. Det liberale demokrati satte sig ikke på tronen som den højeste oplysnings indlysende styreform. I stedet havnede vi i en verden fuld af stammekrig og despotisme.

I stedet for Fukuyama, optimisten, blev det Samuel L. Huntington, den sortsynede, udskældte værdikæmper, der fik ret. Han spåede, at den gamle verdensorden ville bryde sammen, og at ’civilisationerne’ ville støde sammen.

I stedet for fred og ro, efter at Muren mellem øst og vest faldt, rejste sig et væld af nye modsætninger. Ikke mellem økonomiske systemer, som verden havde været vant til, men mellem identiteter. Kulturelle, religiøse, etniske og kønsmæssige. Kristne mod muslimer. Hvide mod brune og sorte. Et væld af seksuelle mindretal, der kæmper for anerkendelse og mod overgreb. Gammeldags konservative, der ser forfald, hvor grupper af kulturelt frisatte ser fremgang og frigørelse.

I det tyvende århundrede blev politik defineret af økonomiske spørgsmål, men i det nye årtusind, hvor den økonomiske ulighed ellers har antaget monstrøse former, er kultur og identitet pludselig afgørende for folks selvforståelse og politiske orientering.