Svenske Håkan Nesser har behændigt med egen elegante ironi i sine krimier skrevet sig uden om modebegrebet nordic noir. Det er ikke, fordi der ikke er sorthed, smerte og sorg i hans krimihistorier, det er der tværtimod i rigt mål, og melankoli. Men ikke nødvendigvis den nordiske af slagsen. Snarere er Nesser med sin klare forbilleder, Georges Simenon og Friedrich Dürrenmatt, repræsentant for ’european noir’: Den eksistentialistiske religiøst tintede kriminalgåde, som mere drejer sig om engageret, men forgæves at afsløre meningen med livet. Om Gud muligvis er død eller skjult end at finde ud af, hvem mon morderen er, og hvad motivet var.

Håkan Nesser viser sin sentimentale side, men hans nøgterne prosa redder ham fra helt at falde i siruppen