Svenske Håkan Nesser har behændigt med egen elegante ironi i sine krimier skrevet sig uden om modebegrebet nordic noir. Det er ikke, fordi der ikke er sorthed, smerte og sorg i hans krimihistorier, det er der tværtimod i rigt mål, og melankoli. Men ikke nødvendigvis den nordiske af slagsen. Snarere er Nesser med sin klare forbilleder, Georges Simenon og Friedrich Dürrenmatt, repræsentant for ’european noir’: Den eksistentialistiske religiøst tintede kriminalgåde, som mere drejer sig om engageret, men forgæves at afsløre meningen med livet. Om Gud muligvis er død eller skjult end at finde ud af, hvem mon morderen er, og hvad motivet var.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Tidligere ansatte: Problemerne har eksisteret længe, men er blevet holdt skjult for offentligheden
-
Hun overtog en natklub i krise. Nu er der kø langt ned ad gaden
-
Et russisk datalæk peger på et blodbad, landet ikke har oplevet siden Anden Verdenskrig
-
Norge kan være på vej mod et politisk nybrud, resten af Norden knap kan forestille sig
-
Donald Trump er slet ikke til at kende i øjeblikket
-
Anden sæson er endnu bedre end den første
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lotte Bøgedal