Janne Tellers nye bog genudgiver tekster, som går helt tilbage til 2005, og mange af dem har været udgivet adskillige gange her og der, på mange forskellige sprog. De nyeste er fra i år.

Udgangspunktet for antologien er, at vi lever i en forvirrende multikulturel virkelighed, hvor en nådesløs kapitalisme skaber ulighed, hvor en destruktiv nationalisme atter hærger, og hvor alt det virtuelle stimulerer fremmedgørelsen. Vi har mistet kontrollen over os selv og vores verden, og noget må gøres. Og hvor har hun ret. Janne Teller taler ligeud om tingene, og hun gør det med personlig integritet og et ikke ubetydeligt mod. Hun tager frakken af, fjerner sin »eksterne identitet« og vover med Yeats’ ord »at gå nøgen«, at være sig selv uden påhæftede normer. Hun mener, at litteraturen kan blive vores redning, thi netop gennem litteraturen kan vi »blotte vores universelle essens af væren«. Man skal vist være poet eller mystiker for helt at forstå, hvad hun mener med det? I et centralt essay spørger forfatteren: »Europa: Hvem er du? Hvem vil du gerne være?«. For Janne Teller er et sammenhængende og samarbejdende Europa helt afgørende. Vi skal forstå os selv som europæere, for det er i den egenskab, vi for alvor kan blive verdensborgere. Det er en af den slags tekster, man har brug for. Tekster, som konfronterer én med de tanker, man er vokset op med, rusker i dem og spørger, om tingene kan tænkes på en anden måde? Det føles helt godt at være europæer i Janne Tellers selskab. Andre af antologiens essays peger indad, og springet fra det makropolitiske til de følelser, der melder sig i forfatterens lønkammer, er stort. Bogen er derfor meget personlig, af og til nærmest privat.