Fra omkring midten af det 19. århundrede gennemgik Færøerne en rivende udvikling. I den korte periode fra 1850 frem til 1900 skete der radikalt flere ændringer end i de forgående 300 år. Færøerne gik fra primært at være et landbrugssamfund til også at være et samfund, som tillige ernærede sig ved fiskeri, handel og skibsfart. Monopolet på handlen med Færøerne blev opgivet, og i 1856 fik øerne næringsfrihed. Det betød, at færingerne fik ret til at stifte egen virksomhed og drive handel ikke bare med Danmark, men også med de omkringliggende lande. Økonomien blomstrede.
Midt i denne rivende udvikling ankom Carl Emil Dahlerup som ny amtmand til Færøerne i 1849, og han kom til at præge en meget formativ fase i øernes historie, indtil han måtte forlade posten i 1861. Det blev også en meget turbulent periode, og det er emnet for forfatteren Charlotte Langkildes bog ’Færøerne – En moderne nation fødes’.
Den arrogante amtmand Dahlerup
Charlotte Langkilde har tidligere skrevet biografien ’Oluffa – Fra Færøerne til Brandts Klædefabrik’, og Oluffa Dahlerup Brandt, der var vokset op i Torshavn som datter af amtmand Dahlerup, var tilmed forfatterens oldemor. Charlotte Langkildes afsæt for at skrive en stor bog om Færøernes modernisering er, at hun kan gentolke og gøre op med »de myter, der er fortalt gennem generationer om det danske herredømme«.
I den færøske grundfortælling er amtmand Dahlerup gået over i historien som en nedladen repræsentant for magtens arrogance, iført dansk uniform. Dahlerup kom til at personificere alt det ved dansk styring, som færingerne foragtede.
Livet i den fjerneste bygd
Charlotte Langkilde har skrevet en medrivende bog, som giver læseren mulighed for at få et kyndigt indblik i livet på Færøerne i 1850’erne. Alt lige fra politiske stridigheder i Torshavn til levevilkår og sundhedstilstand i den fjerneste bygd bliver vendt. Ingen tvivl om, at Dahlerup har stået over for en kæmpe opgave, men forfatterens beskrivelse af forholdene på øerne inden amtmandens ankomst kunne godt være tegnet med flere nuancer.
Charlotte Langkilde beskriver Færøerne som et isoleret samfund, og det har øerne også været i den forstand, at der ikke var meget trafik dertil, men de var ikke isoleret økonomisk. En Vestsjællandsk landsby kunne i 1840’erne måske nok fungere forsyningsmæssigt som en isoleret enhed, men det kunne en bygd på Færøerne altså ikke på trods af, at de ligger ude i Nordatlanten mellem Shetlandsøerne og Island. Færøerne har alle dage været afhængige af handel udefra, og det rammer derfor rigtig hårdt på øerne, at efterspørgslen på uld falder ude i Europa fra midten af 1750’erne i takt med, at der kommer gang i den industrielle produktion af bomuld. Europas forbrugere ville hellere gå i bomuld fra Manchester end i uld fra Færøerne.
Dahlerups bedste intentioner
Forfatteren er gået direkte til kilderne i Rigsarkivet og giver en meget omfangsrig og uhyre detaljeret beskrivelse af Dahlerups embedsførelse og politiske slagsmål. Langkilde leverer solidt belæg for, at Dahlerup havde de bedste intentioner med de tiltrængte reformer, som han havde til opgave at sætte i værk. Det er dog noget vanskeligere for forfatteren at gøre op med myten, om at Dahlerup skulle have opført sig arrogant over for færingerne. Selv om Dahlerup var sendt afsted fra Den Grundlovgivende Rigsforsamling, var der tydeligvis ikke nogen stor demokrat gemt i Dahlerup.
Det er tydeligt, at det meget store kildemateriale i Rigsarkivet har fascineret forfatteren, og bogen er derfor langt mere en beskrivelse af Dahlerups embedsførelse, end det er en bog om Færøernes historie. Som læser får man indsigt i Færøernes udvikling, men det bliver med Dahlerups embedsførelse som prisme, og læseren bliver ikke sparet for de mindste detaljer. Med sin fremstilling af Dahlerups turbulente virke skriver Charlotte Langkilde sig åbenlyst op mod den kollektive erindring og den historiske forskning på Færøerne, og som læser får man mere et forsvarsskrift for en dansk amtmand end historien om moderniseringen af den færøske nation. Forfatterens familiemæssige forbindelse til Dahlerup fornægter sig ikke.
fortsæt med at læse
