»Smerter?«, spurgte hun.
»Nej tak, jeg har rigeligt«.
Sådan lyder den naturlige kviksnak mellem bogens to ægtefæller, et ægte powerpar. Kriminalinspektør Lene Jensen, som kun må røre virkeligheden med lovens lange arm. Og hendes mand, privatdetektiven Michael Sander, som går sine egne veje på begge sider af loven. For resten har han lige fået smadret sit ene ben og er alligevel rap i replikken med en hårdkogt oneliner. Michael Sander er tough a la Bruce Willis eller andre hårde bananer, som dør og slår hårdt. Lene er heller ikke sådan at bide skeer med, medmindre du har sort bælte i at flække brænde med hånden. Så er der endelig datteren Maria, som er lille frøken klog i kernefamilien, som lever af og for kriminalitet.
Her i Steffen Jacobsens nyeste opus om Jensen & Sander, ’Ghostwriter’, er vi i den eksotiske verden, hvor der er ærlighed blandt tyve og ære blandt ærkeslyngler, mens det gælder om at holde hovedet koldt og skyderen velsmurt. Vi er dejlig milevidt fra livsstilskrimien med Instagram, caffelatte og kold chardonnay. Dette er den rene eskapistiske ramasjang, eneste realisme er pludselig død, slesk svindel og pistoler som gløder.
En maskulin spændingsroman
Historien er ganske vist hørt før. Et globalt og gustent medicinalfirma vil forhindre et billigt og mirakuløst medikament mod sukkersyge i at komme på markedet. En medicinaldirektør bliver fundet skudt i sin bil, og hans, og bogtitlens, ghostwriter bliver snart efter slået ihjel i nærheden. Idealisten, som vil røbe hele miseren af afrikansk massakre, økonomisk umenneskelighed og international koldblodighed, jagtes effektivt af en sexet, køn, cool og kynisk Nikita-lignende lejemorder. Klicheen elsket af alle skurkologer. Dræbersneglen med iskolde kønslæber, drenget kortklippet hår, brune øjne falske som vand samt en kvindesjæl i flammer af sociale mindreværdskomplekser og strikt pottetræning. Dertil hendes chef, overklassebriten, elitesoldaten fra Oxford og omegn, sjakalen med regimentsslip og et evindeligt »gamle dreng« og »old sport« over den stive overlæbe.
Det hele er godt sat op med en overraskende lebendighed. I et tempo, som sjældent daler, men holder højde det meste af vejen. Sågar har den et tvist til sidst om, at den sidste ugle i mosen ikke er plaffet.
Jeg har før klandret forfatteren for hans for flittige brug af metaforisk sprogstuk og manierede overdrivelser. Her er alt dog fint i balance. Alt i alt er ’Ghostwriter’ en ferm og flamboyant spændingsroman af den slags, man en gang turde kalde maskulin.
fortsæt med at læse
