Det, der hurtigt slår en, når man læser Nikolaj Zeuthens 5. digtsamling, er, at den er sjov, den underspillede humor er indimellem hysterisk morsom. På omslaget til ’Viceværtsdigte’ kan man læse, at forfatteren selv arbejder som vicevært, skaklærer og musiker (i fantastiske Skammens Vogn) – en forfatter, der har hacket livet! Er Zeuthen den gladeste digter i Danmark? Det kunne man godt tro, men så overser man, at det også gør nas i hans digte. Et sted hedder det programmatisk: »det er trist og uendeligt/ at jeg skal arbejde«. Det er dybest set, hvad ’Viceværtsdigte’ handler om.
Tonen er doven, nærmest lidt dum og langsom i det, men viceværten får ting gjort og glæder sig vist helt grundlæggende over det manuelle arbejde; arbejde, man kan se og røre ved, digtene er så dejligt håndgribelige.
»i gården på et havebord/ har Nina glemt en pakke Bastognekiks/ det er en lidt dum vane hun har/ at hun efterlader madvarer udenfor/ for det tiltrækker jo duer og andre skadedyr/ og det er specifikt noget der er blevet nævnt i bestyrelsen/ i forbindelse med viceværtsjobbet/ at det var noget der skulle komme styr på«.
Så fejer man lidt
Men det er jo også befriende at kunne tage en ting og en sætning ad gangen, ikke at skulle agere for klogt, og viceværtsjobbet bliver som en praksis for den skrivende, en måde at gå til verden på. Han chiller rundt, fejer lidt, sender mails til bestyrelsen, hilser på en nabo, får en tanke eller to, formulerer sig i et lakonisk sprog, noterer af en eller anden grund ting ned:
»jeg hilser på et par af mine naboer/ Karin kom med hjelm og cykel/ jeg ønskede hende en god dag/ hun er hjemmehjælper«.
Og:
»I den kommende uge planlægger jeg at ordne/ det sidste af smøgen/ der skal luges og fejes/ om fjorten dage er der haveweekend/ og der vil det nok blive bekendtgjort/ at vi har fyret trappevaskefirmaet/ og ansat mig i stedet// vil alle kunne se at det er en god ide?«.
Noget andet slående ved ’Viceværtsdigte’ er henvendelsesformen; jeget skriver fra en position, hvor han både er midt i det hele og hævet over det, han er også digteren, der halser efter. Hvem skriver han til? For det meste vel til sig selv, tit med ord som ’vel’ og ’jo’: »fortovet er igen fyldt med visne blade/ sådan bliver det vel de fleste dage frem til vinter/ lidt skrald er der også/ men det er jo hurtigt klaret«.
Så hentes der storskrald
Det, vi læser, ligner en slags logbog og et forsøg på at holde kedsomheden på afstand. Men måske er det også digteren, der forsøger at forstå det at arbejde? Det bliver også en eksistentiel dagbog, måske endda noget, der skal kunne bane vejen for en eller anden lyrisk inspiration. Det er lykkedes fint.
Men ting kommer i vejen, og bogen er rig på morsomme optrin og skøre episoder. Et sted møder vores gårdmand en fyr med tatoveringer i ansigtet, der kommer for at hente storskrald. Manden skælder ham ud over noget teknisk: »jeg vil gerne have ham til at forstå at jeg jo bare gerne/ vil gøre det helt rigtigt«.
Og så denne forrygende erkendelse:
»da han sætter sig op/ i den store grønne og funklende nye skraldebil/ og jeg vender tilbage til min kost/ tænker jeg på/ at der selvfølgelig er et hierarki her også/ inden for renovation/ og her er gårdmanden selvfølgelig nederst«.
Zeuthen sætter ikke en sætning forkert, og det ville være forkert at kalde ’Viceværtsdigte’ knækprosa, for han skriver også med en herlig sans for linjebruddet.
Klude, dørmåtter og gulvskrubber
Som forfatter har han senest udgivet romanen ’Buemundet guitarfisk’, der handlede om at nærme sig de 40 og være en del af prekariatet. At være en familiefar med bristede drømme. I ’Viceværtsdigte’ har jeget ligesom kastet ambitionerne af sig. Men Zeuthen er stadig hverdagens digter. I længden er det hele måske lige ved at blive lidt småt, men det har alt taget i betragtning vel også sin egen berettigelse. Og så er det altså også ret forfriskende at læse gode digte om mopper og moppesystemer, om klude, dørmåtter og gulvskrubber.
fortsæt med at læse
