En sær blanding af skræk og forsigtig optimisme har præget den britiske bogverden i denne uge. Den litterære storsponsor Man Group betaler i år for sidste gang for uddelingen af den prestigefyldte litterære pris, som siden 2002 har heddet Man Booker Prize.
Det naturlige spørgsmål meldte sig straks: Går vi ind i det sidste år med Booker-prisen, eller lykkes det at finde en ny sponsor?
»Hvis ikke vi havde prisen, ville det svare til, at vi skulle navigere uden at have en litterær nordpol«, siger den australske forfatter Thomas Keneally til The Guardian. Keneally modtog prisen for ’Schindlers liste’ i 1982.
Hans landsmand Peter Carey har modtaget prisen hele to gange, og han kalder Booker-prisen en ledestjerne i litteraturåret. Han tror, at man kan finde en ny sponsor, men spår, at det vil blive en decideret klimaændring i bogverdenen, hvis det mislykkes.
Kørt over af Booker
At få prisen er, siger han, som at blive kørt over af en bus, men på den gode måde. Booker-prisen forandrer et forfatterliv.
Det seneste eksempel er 2018-prismodtageren, Anna Burns, som fik prisen for romanen ’Milkman’. Selv om det er en smal bog, har prisen givet Burns en opmærksomhed, hun aldrig har prøvet før. Bogen er solgt i så store oplag, at forfatteren for første gang længe har overskud på kontoen. De medfølgende 430.000 kr. luner godt, men det store bogsalg luner endnu mere hos en modtager af Booker-prisen. Plus fornøjelsen ved at kunne få trykt ’Modtager af Booker-prisen’ på alle fremtidige udgivelser.
Mange andre forfatterskaber end Burns’ er vokset eksplosivt efter at have hentet en Booker-pris. Blandt de markante er Salman Rushdie, Kazuo Ishiguro, Hilary Mantel og Arundhati Roy.
Institutionen Booker Prize Foundation siger, at de fører forhandlinger med en mulig ny sponsor, men det skal ikke kun være en velbeslået en af slagsen. Det skal også være en sponsor, der er så overbærende, at de vender det døve øre til kritik.
Fjenden og kapitalen
Sidste sommer udtalte forfatteren Sebastian Faulks, at Man Group slet ikke burde sponsorere litteraturpriser. Faulks så i stedet Man Group som ’fjenden’, og at det netop var folk som Man Group, at de litterære priser var sat i verden for at kritisere. Personligt ville Faulks have det dårligt med at modtage penge fra dem, om end han tilføjede, at det nok også var usandsynligt, at det nogensinde ville ske. Det sidste er nok rigtigt. Hans bøger har aldrig været på longlisten hos Booker.
Udtalelsen medførte løftede øjenbryn hos sponsoren. Topchef Luke Ellis påpegede, at det var en kommentar, der kom på et tidspunkt, hvor det offentlige i hidtil uset grad skar ned på støtten, og ved Booker-prisfesten i oktober tog han tråden op igen.
»Nu kender jeg ikke forfatteren personligt, men jeg tror, han ville blive glædeligt overrasket over, hvor bogbegejstrede mange af mine kolleger er, og hvor mange af vores 70 millioner pensionskunder der er hans kernepublikum«.
215 mio. med det hele
Både Man Group og Booker Prize Foundation har sagt, at de har været glade for samarbejdet gennem de snart 18 år, men unavngivne kilder har til BBC fortalt, at Man Group har følt, der ikke blev sat pris nok på deres finansielle støtte.
Det årlige beløb er for tiden knap 14 mio. kr., og i alt er sponsoratet løbet op i , hvad der svarer til 215 mio. kr. Ud over de litterære priser og apparatet bag Booker-prisen går pengene også til aktiviteter med læsning og forfatterbesøg på biblioteker, universiteter og i fængsler.
Det er langtfra første gang, en sponsor for Booker-prisen kommer i modvind. The Telegraph kunne i ugens løb fortælle historien om, at John Berger i 1972 benyttede sin pristale for romanen ’G’ til at kritisere Booker-McConnell for det, han kaldte deres udnyttelse af det caribiske område. I protest gav han halvdelen af prispengene til British Black Panthers.
Booker-prisen er uddelt siden 1969, men nogle af de største ændringer er kommet til i løbet af Man Groups sponsortid. Den ene ændring er, at man har udvidet med en pris for oversat litteratur, Man Booker International. Den anden og mere kontroversielle ændring er, at man for første gang har åbnet for amerikanske forfattere. I princippet er Booker-prisen nu for alle, der skriver en roman på engelsk og får den udgivet på et engelsk forlag.
Ændringen kom i 2014. Indtil da skulle forfatterne være borgere i enten et af de gamle Commonwealth-lande eller Irland, hvis deres bøger skulle kunne komme i betragtning.
Sært, som cricket
Det er ændringen i forhold til de amerikanske forfattere, der især har været et stridspunkt. Frygten var, at populære amerikanere ville sætte sig på prisen. Sådan gik det ikke. I 2014 havde Donna Tartt motaget den amerikanske Pulitzer-pris for romanen ’Stillidsen’, men da det kom til stykket, nåede den ikke på longlisten. Dette ændrede sig dog snart. I løbet af de seneste fem år har amerikanske forfattere modtaget to ud af fem priser.
Man skal ikke lede længe, før man finder forfattere, der mener, at amerikanerne skal sendes hjem igen. Irske John Banville (som fik prisen for ’The Sea’ i 2005) sagde til The Guardian, at en ny sponsor jo kunne ændre reglerne igen.
»Som vi ved, er offentlighedens interesse for prisen faldet væsentligt, siden det blev muligt at tilføje amerikanske forfattere. Dette kunne virkelig være en mulighed for at føre prisen tilbage til det, den var engang, en eksklusiv britisk institution – ved siden af selvfølgelig Commonwealth og Irland – som verden sætter stor pris på om end med nogen undren – ligesom cricket eller monarkiet«.
---------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at den irske forfatter Sebastian Barry har kritiseret Man Group, men kritikken er kommet fra hans britiske kollega Sebastian Faulks.
fortsæt med at læse
