Det er nok ikke helt forkert at kalde italienske Diego Marani for en speciel forfatter. I mange år har han færdedes i Bruxelles og på Europa-Kommissionens lange gange, hvor han arbejder for at fremme kulturforskelle og flersprogethed.
For nogle år siden opfandt han det kunstige sprog europanto – et sammenrend af de europæiske sprog – der skal ses som et lettere komisk modsvar til den mere og mere omsiggribende tilpasning til engelsk. Og det er der en klar årsag til: Sprog er ifølge Marani et »identitetsinstrument, men også en åben dør til nye verdener, der hjælper os til at se os selv bedre«.
Når jeg nævner denne baggrundsinformation, skyldes det, at Diego Marani konsekvent opererer med dette tema om identitet og tilhørsforhold i sine romaner. I alt 14 styk, hvoraf særligt ’Ny finsk grammatik’ (udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard i 2014) og nu altså også ’Den sidste vostjak’ må siges at gå direkte ind i dette emne. Sammen udgør de to romaner de to første selvstændige bøger i hans lingvistiske trilogi.
’Den sidste vostjak’ er en underlig fabel, et lille moralsk epos, der først udspiller sig inde i Sibiriens mørke skove, dernæst i Finlands oplyste hovedstad, Helsinki.
Den besynderlige historie forløber nogenlunde sådan her: Ivan, romanens ordfattige og primitive hovedkarakter, er vandret alene ud af Gulag-lejrene, efter de blev lukket ned. Det viser sig, at han er det sidste overlevende menneske ud af et ældgammelt glemt folk. Han er en såkaldt vostjak, som tidligere levede nær Byrranga Bjergene i pagt med naturens ånder og vilde dyr, men som nu er efterladt til sig selv – og den farlige moderne civilisation.
En dag kommer den godtroende russiske sprogforsker Olga i kontakt med denne bizarre skabning, og der tegner sig et kæmpe gennembrud i den internationale sprogforskning: »De er der alle sammen, (…) alle de konsonanter, som betegner overgangspunktet mellem de finske og de eskimo-aleutiske sprog«, skriver hun i et brev til sin finske kollega Jarmo Aurtova, en vredladen nationalistisk don juan, der senere i romanen skal forsøge at forhindre hendes store projekt: at bevise, at der findes en sprogforbindelse mellem de oprindelige folk i Finland og det russiske Sibirien.
Olga sender herefter Ivan med toget til Helsinki for at fremvise dette væsen som et zoologisk dyr på en sprogkonference. Men det hele munder ud i et mildt sagt dramatisk morddrama, hvor de finske spændinger mellem oprindelse og civilisation, nation og fremmede stormagter atter kommer i spil. Det finske sprog, som ikke tilhører den indoeuropæiske stamme, er en afgørende kilde til nationens identitet og derfor også landets historie. Det er alt det, som den sidste vostjak er ved at bryde op.
Vi har altså at gøre med en fiktiv fortælling, som lægger sig et underligt sted mellem tragedie og forbryderkomedie, og hvor de store idealer om ret til selvbestemmelse kolliderer med menneskers trang til at kultivere, kontrollere og rangordne verden og dens væsener.
Overgreb i nationens navn
Maranis humanistiske pointe er her, at der dagligt begås overgreb på mennesker for at få dem til at passe ind i statsbygningen og de store fortællinger. I denne kamp er sproget i sig selv en kampzone, et identitetsbærende middel til at overvinde og skabe forskelle mellem os mennesker. For som romanens absurd overdrevne nationalist udtaler:
»Aldrig i livet om han ville tillade sådan en pjaltet halvabe at bringe den finske civilisations gode navn og rygte i miskredit. Det raffinerede nordiske design, Europas mest avancerede sociale velfærdssystem, den højt udviklede teknologi inden for telekommunikation – alt det kunne ikke have noget som helst tilfælles med folk, der havde lidt nederlag til historien og nu levede forviste til deres reservater, hvor de ikke bestilte andet end at drikke sig fulde med fjerprydning på hovedet for at glæde turisterne«.
Det er ikke til at sige, om alt dette skal fremstå som en kritik af fremskridtet eller som en komisk gengivelse af modernitetens mest modbydelige kræfter. Og sådan sætter bogen sig konsekvent mellem to stole: Er det komik og satire, eller er det alvor og samfundskritik? Det er selvfølgelig begge dele, men jeg er ikke sikker på, at det kommer romanen til gode. Flere steder støder man på noget, som minder om politisk prædiken, men heller ikke her ligger der nogen dyb historisk analyse til grund for de moralske udsagn.
Langt ad vejen er Maranis påfund finurlige og interessante, men det er ikke rigtig vellykket som fortællekunst. Til sidst udvikler det hele sig til plat underholdning.
fortsæt med at læse
