Prisvindende Donal Ryan er en blændende og veloplagt prosaist. Det er også problemet, når han skal skrive om en syrisk flygtning. Foto: Anthony Woods
Foto: Anthony Woods

Prisvindende Donal Ryan er en blændende og veloplagt prosaist. Det er også problemet, når han skal skrive om en syrisk flygtning. Foto: Anthony Woods

Bøger

Roman om bådflygtning er blændende skrevet, men drukner i creative writing

Donal Ryan skriver blændende om irske middelklassemænds tragiske skæbner. Mindre heldigt slipper han af sted med at skrive om en syrisk flygtning.

Bøger

Der er nogle ting ved irske Donal Ryans roman ’Fra et smult og stille hav’, der gør, at den går fra virkelig god til mindre god. At Donal Ryan, der to gange har været nomineret til Man Booker-prisen, kan skrive og endda skriver godt, er der sådan set ingen tvivl om. Sætning for sætning er ’Fra et smult og stille hav’ også en OK nydelse.

På et tidspunkt får jeg det bare lidt svært med at nyde bogen, der er skrevet i fire dele og handler om tre mænd, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, men hvis skæbner alligevel flettes sammen til sidst. Det er sådan en meget selvbevidst og postmoderne komposition, der både emmer af fascination for tilfældet og for altings sammenhæng. Og som til syvende og sidst måske ikke siger vildt meget mere, end at det tilsyneladende tilfældige alligevel hænger sammen på en eller anden måde.

I en båd uden redningsveste

Det er tre mænd, vi møder, tre tragiske skæbner, der søgte og tabte kærligheden. I bogens første og svageste kapitel møder vi Farouk, der er en syrisk læge med en kristen mor, og hvis kone ikke går tildækket. Han kommer i kontakt med nogle menneskesmuglere, der hjælper familien ud af det krigshærgede land. Pludselig befinder de sig på en båd uden redningsveste og uden kaptajn, og han ankommer alene til Irland …

Når jeg får fornemmelsen af, at flygtningen Farouks største problem er, at han er fanget i forfatterens veloplagte creative writing-laboratorium, hvor skriften skal være effektiv og pæn, er det bl.a. her, jeg får svært ved at være rigtig glad for bogen

Mens Ryan har nemt ved at skrive om irske mænd – dem handler de næste to kapitler om – har han sværere ved at skrive om den syriske bådflygtning. Det er også her, jeg har det største problem med det lækre ved bogen, den veloplagte dannede skrift, der uden problemer skriver om flygtningen, nærmest som en godhjertet gestus.

Når jeg får fornemmelsen af, at flygtningen Farouks største problem er, at han er fanget i forfatterens veloplagte creative writing-laboratorium, hvor skriften skal være effektiv og pæn, er det bl.a. her, jeg får svært ved at være rigtig glad for bogen. Og så kommer Farouk også til at føles lidt som et alibi for at skrive om tidens betændte emner, mere end vi forstår ham som et menneske af kød og blod.

At bogen til gengæld forlader ham i utide og på en måde svigter ham og hans historie til fordel for nogle middelklasseirere og deres helt almindelige problemer, er et godt greb, og efterhånden glemmer man Farouk – indtil han altså dukker op igen.

Den tabte kærlighed

Begynder den irske forfatter på udebane, ender han til gengæld hurtigt hjemme i Irland, hvor vi først møder Lampy, der bor med sin mor og morfar, og som arbejder som buschauffør for et plejehjem i provinsen. Han er bange for, at han aldrig vil komme videre, mens han også er ulykkelig over tabet af sin ungdomskærlighed.

Til sidst, når det hele skal gå op i en højere enhed, mærker jeg allermest Donal Ryans suveræne og ærlig talt noget sentimentale hånd over karaktererne

Bogens tre kapitler er som lange noveller, tempoet er højt og Ryans sætninger lange, flydende, associerende; det er en prosa, der oversvømmer læseren – nogle har sammenlignet ham med Joyce. Samtidig er stilen drilsk og antydende, citaterne markeres ikke som citater, og meget væsentligt forbliver usagt. I tredje kapitel møder vi John, en pensioneret revisor og lobbyist, hvis bror er død, og hvis liv er gået med at snyde alle omkring ham– her er bogen som det eneste sted skrevet i førsteperson i en bekendende stil i håbet om, at nogen vil tilgive.

Ærlig talt lidt sentimental

Til sidst, når det hele skal gå op i en højere overraskende enhed, mærker jeg allermest Donal Ryans suveræne og ærlig talt noget sentimentale hånd over karaktererne, man på 200 sider ikke har nået at lære godt nok at kende. Så mens Ryan altså er en blændende prosaist og stilist, er ’Fra et smult og stille hav’ med sin lidt anspændte komposition og svingende personskildring en professionelt skrevet bog, der slår stort brød op, men ender med ikke at sige specielt meget.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden