Liza Marklund sætter sig på hug nede i Glyptotekets kælder. Og bliver der. Foran skabet, hvor hun skal hitte ud af kodesystemet og få plads til både sin hvide dunjakke og en stor skuldertaske. Den slanke skikkelse i stramme læderleggings og en ribbet T-shirt sidder ubesværet på flade fødder i stillingen, som var hun indfødt på en ø, hvor stolen ikke er opfundet.
Den 56-årige forfatter har boet i et halvt år på den isolerede sydhavsø Manihiki, hvor man lever af at dyrke perler og fint klarer sig, selv om den sidste båd lagde til for fem måneder siden, og man for længst er udgået for mel, tandpasta og opvaskemiddel. Og når man ser hende sidde dér på hug uden det mindste besvær, er det ikke svært at forestille sig hende sidde i rundkreds med de lokale perledyrkere på stranden under svajende palmer.
Hun lukker skabet, rejser sig, og vi går ind i Palmehaven og tager plads på en bænk. Vi skal tale om, hvordan Liza Marklund efter et 20 år langt og tæt forhold har vinket adjø til Annika Bengtzon, den rappe kriminalreporter fra Kvällspressen og hovedperson i 11 kriminalromaner, der har givet Liza Marklund læsere verden over, og i stedet har kastet sin kærlighed på en ny heltinde, den purunge Kiona Matavera.
For Marklund har efter en pause fra skriveriet lagt krimigenren bag sig, og i den nye eventyrlige roman ’Sort perle’ beretter hun om, hvordan Kiona, der er vokset op på Manihiki, som ligger isoleret som en del af Cook-øerne ved New Zealand, en dag får sit rutineprægede liv som perledyrker og -dykker forstyrret, da en skibbruden svensker reddes i land. En mand, der bliver hendes livs kærlighed.
