Vinter’ er den anden bog i skotske Ali Smiths ambitiøse årstidskvartet. Sidste år kom ’Efterår’, der var nomineret til Man Booker-prisen, og ’Vinter’ er ikke som sådan en fortsættelse – bøgerne er tematisk forbundne og skal handle om livet i Storbritannien efter Brexit.
Vi møder Sophia Cleves, en sur og gammel pensioneret forretningskvinde, der bor i Cornwall alene i en villa med 15 værelser. Her sidder hun og snakker til et amputeret barnehoved, der svæver over hende, og sådan slår romanen sin uvirkelighedsfornemmelse og surrealisme an.
Det mest forbløffende her er, at man som læser uproblematisk godtager alt det i bogen, som kan virke så umuligt og absurd. Det er denne drømmende uvirkelige, lidt ubehagelige tilstand, der også knyttes til det Storbritannien, Smith skriver om.
»Enten er jeg begyndt at se ting, eller også er verden blevet vanvittig«, lyder det et sted.
Og: »Hvor ville vi ikke være uden vores evne til at se igennem det vi skal forestille at se?«. Alt, hvad romanen siger om kunsten, siger den også om det splittede Storbritannien.
Dysfunktionel familie
’Vinter’ begynder i julen – hvor den globale opvarmning helt sikkert er stærkere end julefreden – hvor Sophia modvilligt får besøg af sin idealistiske aktivistsøster, der lige er kommet hjem fra Grækenland, hvor hun har hjulpet migranter i land. Hun får også besøg af sønnen Art og den kroatiske studerende Lux, som Art, for at skjule over for familien at det ikke gik med en anden, betaler for at lege hans kæreste.
Art blogger om naturen, men alt, hvad han skriver, er fake – sådan som så meget i disse tider er – og han lever egentlig af at opkræve copyright-penge fra stakkels fattige kunstnere. At England er dysfunktionelt, og at resten af verden er splittet, oplever vi også gennem familiens ulidelige samvær i juledagene: »Hvorfor skulle folk som gør ting her i verden have lyst til at gøre noget som helst andet end det bedste for verden?«, spørger Sophia, der ellers er familiens spydige kapitalist.
Ali Smith glider ind og ud af virkeligheden og lader læseren se den fra forskellige sider – som Art siger om kunsten: Den kan få os til at se forskellige tider på én gang. Det er også, som om Ali Smith kan skrive om den helt nære nutid, så den føles som en del af en langt større og kompliceret fortælling, der allerede er afsluttet. Det, der foregår i verden nu, føles hos Ali Smith lige så virkeligt, som det føles fjernt. Hun har i ’Vinter’ en særlig evne til på én gang at være meget diffus og se ting utrolig klart.
Vildt fabulerende
Stilmæssigt kan ’Vinter’ grænse til det lettere irriterende: Den er fabulerende, eller hvad man nok også ville kalde vildt fabulerende, den er sprudlende fortalt, skifter hele tiden tone, greb og stil, der er ordspil, fragmenterede handlingstråde, der ikke samles op, og rablende monologer. Et kapitel kan indeholde alle Arts replikker i en samtale, mens det næste indeholder Lux’.
»Det er nederen, det er det virkelig, at leve i en tidsalder hvor selv ens drømme er gået hen og blevet post-postmoderne og mere-bevidste-end-en-selv«, siger Art. ’Vinter’ er en slags postmoderne roman, der også ironiserer over kunsten og leger med sig selv som litteratur; refererer til Dickens og Shakespeare. Cleves er den moderne Ebenezer Scrooge, både Dickens’ ’Juleeventyr’ og Shakespeares ’Cymbeline’ løber som intertekstuelle understrømme gennem romanen.
Men når alt dette er sagt, er ’Vinter’ også bare en sørgmunter og smuk roman om den verden, vi lever i og ikke kan leve i i dag.
fortsæt med at læse
