'Virginia Is For Lovers' hedder Christina Hesselholdts seneste bog.
Foto: Jens Dresling

'Virginia Is For Lovers' hedder Christina Hesselholdts seneste bog.

Bøger

Fem hjerter til Christina Hesselholdts nye roman: Fortælleren har hovedet helt oppe i røven på karaktererne. Og det virker

Christina Hesselholdts dobbeltmordsroman interesserer sig lige så meget for fortællingens drivkraft som for forbrydelsens motiv. Romanen er vittig og reflekteret i sin parade af fortællerstemmer.

Bøger

Christina Hesselholdts forfatterskab udviser en stigende interesse for, hvad fortælleren egentlig er for en figur.

I romanen ’Vivian’, bygget på den virkelige historie om fotografen Vivian Maier, konstruerede Hesselholdt en fortæller, der med egen tydelige stemme jævnligt blandede sig i Vivians og de andre karakterers beretning.

Skal vi tro fortælleren i Hesselholdt nye roman, ’Virginia Is For Lovers’, er han den samme, som fortalte os om Vivian, men i Virginia-romanen har han fået et navn, han hedder Mr. Up Front, »et navn jeg har taget til mig, og Hr. Fremme-I-Skoene samt Hr. Helt-Oppe-I-Fjæset«.

Han har også fået en hjælper, der kaldes Hjælperen, og som blander sig i hans beretning med korrektioner, præciseringer, uddybninger, fornærmelser og yderligere tilnavne: »Hr. Hovedet-Helt-Oppe-I-Røven. De andres røv vel at mærke«.

Med den form for udvekslinger bliver fortællerparret en slags pauseklovne, men Hjælperen kan også lokke fin poesi frem i Mr. Up Front:

»Hjælperen/ Du har snart formået at forholde dig tavs længe, min gode Mr. Up Front. // Mr. Up Front/ Jeg har forsigtigt lukket hænderne om fortællingens bankende hjerte«.

I fortællerens og hjælperens beretning blander sig så karaktererne – også de fremhævet med fed skrift: Elizabeth, Nancy, Jens. Elizabeth og Jens er Elizabeth Haysom og Jens Söring, et ungt tysk-amerikansk par, der i 1985 blev dømt skyldige i brutalt at have myrdet Elizabeths forældre, Nancy og Derek, i deres hjem i staten Virginia.

Den smukke Elizabeth

Mr. Up Front erklærer tidligt, at han ikke vil fortælle noget om selve mordet. Han er altså en fortæller, der afstår fra den gåde, som driver krimigenren: Whodunnit? Ifølge Hjælperen er Mr. Up Front snarere drevet af sin betagelse af den unge, smukke Elizabeth, og han åbner da også hele romanen således: »Jeg blev (næsten) forelsket i Elizabeth under domsafsigelsen, jeg blev forelsket i hendes kostskoleengelsk, hendes lavmælthed samt fine profil og åh så fine ansigt forfra«.

Snarere end begæret efter mordgådens løsning er det længslen efter kærlighed, der driver fortælleren.

Da Jens (som ret sent får en stemme i historien) fortæller om sit sexliv med den vilde Elizabeth, kommenterer Mr. Up Front (med ærbødig reference til Samuel Beckett): »Bare det var mig, her sidder jeg og føler mig som Molloy med mine lange visne løg«. Og Hjælperen går ikke af vejen for en ordentlig brander: »Tillad mig fremover at kalde dig Molløg«.

Det er ikke bare Mr. Up Front, der synes drevet af kærlighedslængsel. Det er et gennemgående tema i romanen at længes – og navnligt at længes tilbage – efter kærlighed og/eller erotik. Spørgsmålet om, hvem der gjorde det, synes overdøvet af spørgsmålet om, hvorfor de, hvem de nu end er, gjorde, hvad de nu end gjorde, og svaret – det vil sige motivet, både for forbrydelse og fortælling – synes at være kærlighedslængsel.

Romanens sidste ord

Elizabeths mor, Nancy, forsøger at stilne sin længsel ved at forgribe sig på sin unge smukke datter, fra hun er 12 år.

Moderens begær efter datterens unge kvindekrop fremstilles som hendes længsel efter sin egen unge kvindekrop; hun forstår ikke anklagerne om incest, for når hun rører ved sin datter, er det sig selv, hun rører ved

Moderens begær efter datterens unge kvindekrop fremstilles som hendes længsel efter sin egen unge kvindekrop; hun forstår ikke anklagerne om incest, for når hun rører ved sin datter, er det sig selv, hun rører ved.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Elizabeths far, Derek, som aldrig får en stemme i romanen, men fortælles i tredje person af fortælleren, forsøger at stilne sin længsel ved at køre ud til sin fiskehytte, smøre sig nøgen ind madolie og rulle ned ad bakken til søen, så hans krop dækkes af gult blomsterstøv og andet dejligt, »omsider igen i berøring med noget andet end sig selv«. Via Derek får naturen og dyrene lov til at spille en vis rolle i romanen og anslå en lille økokritisk tangent.

For den unge Jens synes hans længsels mål og drivkraft at være den orgastiske panerotiske forening med Elizabeth og tonictræerne samt frøerne og den røde blæst i hendes forældres have (det er disse Jens’ seksuelle erindringer, der får Mr. Up Front til at beklage sine visne løg).

Men romanens sidste ord (som jeg godt kan røbe, da dette som sagt ikke er en whodunnit) får Elizabeth, og de handler om længslen efter en kærlighed, som er blidhed og nænsomhed: »En sindets åbnen sig mod et andet sind [...] noget næsten mystisk der kunne involvere dans om natten i en skov med gamle træer, berøring af bark og hud, men kun med fingerspidserne«.

Netop fordi Hesselholdts roman er så vittig og reflekteret i sin parade af fortællerstemmer, kan man som læser goutere, bevæges og smittes af denne længsel, som i en ufiltreret præsentation kunne have forekommet sentimental.

Det kan godt være, at fortælleren har hovedet helt oppe i røven på karaktererne, men han kan også forsigtigt lukke hænderne om fortællingens bankende hjerte. Og dermed være et svar på den længsel, Elizabeth slutteligt formulerer: »At nogen forsigtigt lukkede sin hånd om mine fem fingre«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden