Det Svenske Akademi har besluttet, at Nobelprisen i litteratur igen skal uddeles efter et års pause. Horace Engdahl, et prominent medlem, er blevet tvunget til at gå.

Der skal deles to nobelpriser i litteratur ud i år - prominent medlem smidt ud

Horace Engdahl, forfatter og medlem af Det Svenske Akademi, er blevet tvunget til at forlade Nobelpriskomiteen Arkivfoto Jacob Ehrbahn
Horace Engdahl, forfatter og medlem af Det Svenske Akademi, er blevet tvunget til at forlade Nobelpriskomiteen Arkivfoto Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Til efteråret skal der deles to nobelpriser i litteratur ud.

Det siger Det Svenske Akademis permanente sekretær, Anders Olsson til den svenske avis Dagens Nyheter efter et møde i Akademiet.

Ifølge Olsson var det et enigt Det Svenske Akademi, der besluttede, at Nobelprisen i litteratur, efter et års pause, igen skal uddeles.

»Mødet har været godt. Vi får i hvert fald en Nobelpris«, siger Olsson til Dagens Nyheter efter mødet.

Til gengæld har dagens møde kostet komiteen et af dens mest prominente og kontroversielle medlemmer. Ifølge DN blev Horace Engdahl, der har siddet i Akademiet siden 1997, tvunget til at forlade komiteen, der beslutter, hvem der skal have Nobelprisen. Har får lov til at blive i Akademiet.

Engdahl er en kontroversiel figur, både på grund af sit venskab med Jean-Claude Arnault - hvis rolle i sagen beskrives herunder - og fordi han har skabt splid i Det Svenske Akademi.

Beslutningen om at genoptage uddelingen af verdens fineste litteraturpris kommer efter halvandet turbulente år for Det Svenske Akademi. Hele uroen omkring Akademiet begyndte i november måned 2017, hvor 18 kvinder i Dagens Nyheter fortalte, at de var udsat for alt fra sexchikane til decideret voldtægt begået af teaterinstruktøren Jean-Claude Arnault, der har et nært forhold til flere medlemmer af Akademiet.

Flere af overgrebene var blevet begået i Akademiets lejlighed i Paris.

Akkurat nok medlemmer

Sagen udviklede sig videre, da der i Det Svenske Akademi blev stemt om at udelukke digteren Katarina Frostenson, som er gift med Arnault. Ud over anklagerne om voldtægt - hvilket Arnault i to tilfælde senere er blevet dømt for - har han også brugt sin tætte adgang til Nobelpriskomiteen til på forhånd at fortælle pressen, hvem der ville få årets pris.

Flere medlemmer forlod Akademiet i protest efter beslutningen om ikke at udelukke Frostenson. Efter noget tid forlod hun dog Akademiet efter pres. Den dengang permanente sekretær, Sara Danius, gik - også stærkt presset - på orlov fra Akademiet, og blev i sidste uge bedt om ikke at komme tilbage fra den.

Situationen var på et tidspunkt så grel, at den svenske konge følte behov for at blande sig.

Af de 18 stole i Akademiet, er kun 12 besat. Lige præcis nok til at uddele prisen. At Det Svenske Akademi kan uddele prisen i år skyldes alene, at der er valgt tre nye medlemmer ind i Akademiet, mens sagen har kørt.

Ifølge Olsson, der lover nærmere informationer om dagens møde senere, bliver priserne for både 2018 og 2019 altså annonceret i dette efterår og, hvis traditionen følges, uddelt i december.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her