I anledning af 500-året for Leonardo da Vincis død er der kommet endnu en fremragende Leonardo-monografi på gaden, skrevet af Carl Henrik Koch. Men faktisk er det blot den anden om kunstneren, som skyldes en dansk forsker. Den første – af overbibliotekar Aage Marcus – så dagens lys for næsten 80 år siden.

Emnet er stort – og tilsyneladende uudtømmeligt. Sammenlignet med de engelske, tyske og amerikanske kunsthistorikere, der har fyldt adskillige reolmeter med Leonardo-litteratur, har Carl Henrik Koch en baggrund og en faglig begrænsning, som netop i dette projekt er hans fordel. Han er filosof og videnskabsteoretiker, ikke kunsthistoriker, og det er en fordel, når man skal skrive om en person, der brugte sit liv på at manifestere sig på så mange andre områder end bare kunstens. Hertil kommer, at Koch – af en filosof at være – skriver uhyre klart og koncist om kunst. Det stik modsatte er nemlig tilfældet, når kunsthistorikere skriver om filosofi. Hvis man ikke holder af lange, udspekulerede billedanalyser og -tolkninger, vil man som læser hurtigt komme på god fod med denne bog. For den rummer ikke noget af den type prosa, der så nemt kan flytte opmærksomheden over på bogens forfatter og væk fra dens emne.