Leonora Carrington (1917-2011) kom ind i mit liv dét år, hun ville være fyldt hundrede. I 2017 havde forlagene travlt med at genudgive hendes tekster, mens museerne kappedes om at udstille hendes malerier og skulpturer. Alt tydede på, at Carrington stod over for sin store genopdagelse både som forfatter og billedkunstner. Jeg havde aldrig før hørt om hende, men forsøgte nu hurtigst muligt, i et sommerhedt tog mellem to rumænske byer og med næsen i hendes samlede noveller, at råde bod på sagen.
Leonora Carrington voksede op på Crookhey Hall i Lancashire. Moren var irsk, faren tekstilmagnat og havde en anselig aktieandel i Imperial Chemicals Industries. Familien var ’nye penge’, men satsede på datterens skønhed som adgang til et liv blandt adel og overklasse. Leonora skulle debutere og vises frem ved ballerne, siden skulle hun giftes godt.
Jeg bladede gennem trivia og frem til åbningsnovellen ’The Debutante’, som netop handler om Leonoras tid som debutant. Naturligvis i en forvansket, fortryllet og forrykt version. En ung pige besøger dagligt zoologisk have for at møde sin eneste veninde, en hyæne. Pigen hader baller, og en dag overtaler hun hyænen til at deltage i hendes sted. Hyænen må forklædes, og i fællesskab myrder de en tjenestepige, så hyænen kan få et menneskeansigt. Iført ansigt, handsker og de bedste højhælede er hyænen ikke til at kende. Tjenestepigen ædes i en ruf, inden hyænen farer af sted til ballet med resterne af hendes fødder i en broderet selskabstaske.
Jeg har svært ved at komme i tanke om en coming of age-historie lige så bizar som ’The Debutante’. Den er både en ætsende fortælling om urimelige klasseforhold og overklassens ækle kødmarked og et kort og enkelt eventyr.
