Litteraturen vrimler med dårlige mødre og fraværende fædre. Af den gamle, heteroseksuelle skole. Er der nye forældreopgør på vej, spørger Lise Garsdal i denne klumme.

Lise Garsdal: Jeg glæder mig til, at regnbuefamiliernes børn bliver forfattere

Kristina Nya Glaffey skriver i sin bøger om mor og Busser og børnene om en moderne familie. Indefra. 
    

Foto: Casper H. Christensen
   Foto: Casper Holmenlund Christensen/POLFOTO
Kristina Nya Glaffey skriver i sin bøger om mor og Busser og børnene om en moderne familie. Indefra. Foto: Casper H. Christensen Foto: Casper Holmenlund Christensen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvilke familiefortællinger får vi mon, når regnbuebørnene er blevet voksne, har været en tur på Forfatterskolen og skal af med alle barndomstraumerne? Hvilke digte og autofiktive værker vil de skrive, når der ikke længere står en hetero-heksemutter og spærrer for selvudfoldelsen eller en ciskønnet fatter med et dominerende genmateriale, som med vold og lyrisk magt skal ud af systemet og ned på papiret?

Da jeg læste i Cecilie Linds forrygende hudfletning af moderskabet, det aktuelle langdigt ’Mit barn’, slog det mig, hvor voldsomt moderdyret stadig bider fra sig: »jeg hader det monster min mor blev/(...) Jeg savner min mor helt forfærdeligt/ og nu findes hun som mit moderskabs skygge«, skriver Lind bl.a. Men det slog mig også, at hundjævlen måske får konkurrence. Når de ’primære omsorgspersoner’ omsider kan være så mange andre, så meget andet end de to, der forplantede sig i ’Sådan får man et barn’-bogen fra 1971, må det da rykke ved helte- og skurketypologien i litteraturen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her