Kragerne skriger og guldsmedene summer i luften over den øde sump. Der er højt til himlen, men under tunge skyer virker det åbne landskab klaustrofobisk. Selv om de to brødre, Lino og Santo, er alene derude på jagt efter smådyr (de finder og dræber en hund), fornemmer man, at noget andet er faretruende tæt på. Og ser man efter, opdager man både pigtråd, nedbrudte hegn og noget, der ligner en fortabt vaskemaskine i vandkanten.

Sådan er det hele tiden i italienske Gipis postapokalyptiske tegneserie, ’Børnenes jord’, hvor farerne umærkeligt rykker tættere på, og hvor man ikke kan vide sig sikker på sine omgivelser. Den store (og genretypisk ubenævnte) katastrofe ligger ikke mange år tilbage, og normaliteten er kun en enkelt generation væk.