Jeg oplever for tiden en vis metaltræthed, når det kommer til bøger om forvirrede unge mennesker, der forsøger at finde fodfæste i livet. Engang hørte den slags bøger ellers til mine favoritter. Nu er jeg blevet ældre end de fleste af de utilpassede, drømmende og rebelske hovedpersoner, men kun en smule, og det gør faktisk sagen værre. I stedet for at betragte dem gennem en rummelig modenheds rosafarvede nostalgibriller står jeg kun cirka tre skridt længere fremme og stirrer tilbage på dem som en knotten storesøster. ​​​​​​​​​​​

Med islandske Jónas Reynir Gunnarssons debutroman, ’Mellemlanding’, var det dog anderledes. Det var, som om fortællerstemmen rakte ud efter mig.