Det var digteren Henri Michaux, der engang sagde, at digtere i hovedsagen ikke rejser. Bortset altså fra Blaise Cendrars. Han var overalt. I Sibiriens lemmebaskende kulde, i Panamas klistrende hede. Og det, til tider, helt uden at forlade sin pind på skriveværelset i Paris. At læse ham, sådan oplevede Michaux det, var som »at blive taget bort af en flods strømfald, som at blive del af landingsbevægelsen i et vandfly, der lægger til i en tropisk golf«.
Af de store fransksprogede mellemkrigsforfattere var schweizeren Cendrars den, der stod på eventyrets side. I en skrift gjort af kraftanstrengelser, af vildelser, af ubegribelig iver, kortlagde han de yderste egne, de egne, hvor kortene holder op – og hvor nye mennesker kan træde frem. På dansk er der indtil videre kommet digte, bogen ’Moravagine’ og nu altså også ’Guldet’ – dette tudende romantog ind i det amerikanske kontinents vestlige grænseland.
