Lyt til artiklen
Jeg har sjældent læst en roman så veludført og så net arrangeret som Vladimir Nabokovs ’Latter i mørket’ fra 1932. Historien er for så vidt simpel, vi har i hvert fald hørt den før: En midaldrende og velhavende skønånd falder for en fattig piges smukke ydre.
De indleder et forhold, og det går derudad i et gensidigt udnyttelsesspil, indtil en mere dreven elsker træder ind på scenen. Nabokovs version af historien udspiller sig i stumfilmtidens Berlin, hvor Albinus, en godt gift kunstkritiker, som altid har længtes efter at besidde ægte skønhed, må se sig fortabt fra det øjeblik, han i biografsalens mørke øjner Margot Peters kønne ansigt.
