At slå håret ud, dette bedagede billede på kvindelig løssluppenhed, får pludselig fornyet kraft, når man læser Deborah Feldmans personlige beretning ’Uortodoks’. For håret spiller en central rolle i den betagende intimhistorie, der tager sin begyndelse i et pigeværelse i 1990’ernes New York. Mere præcis i de hasidiske jøders berømte kvarter, Williamsburg, (ja, der, hvor mændene går med ørelokker og store pelshatte, kvinderne i tætte nylonstrømper og flade sko). Og endnu mere præcis: Hjemme hos et par retskafne gamle satmarjøder, der har taget barnebarnet til sig, fordi hendes forældre har sluppet grebet.
Deborah er vant til, at gifte kvinder dækker deres hoveder med en stiv pageparyk eller en tækkelig turban, og da hun en dag hjælper bedstemor Bubby i køkkenet, ser hun, at bedstemoderens turban sidder skævt og afslører et hår, hvilket får Deborah til at ønske sig en af »de moderne turbaner, som er lavet af frotté og elegant samlet i en firkantet knude på toppen (…) min nakke skal være helt barberet«.
