Der er noget ved skotske Ali Smiths årstidskvartet, der med ’Forår’ er nået til det næstsidste bind, som er svært at holde rigtigt af. Taber man dens politiske bevidsthed og indignation af syne, romanens dybe moralske understrøm, der også er uløseligt knyttet til den eksperimenterende form, vil man kunne slå den hen som virkelighedsfjern og postmoderne metaleg, men det er ’Forår’ ikke. Og det besværlige, ufremkommelige og kryptiske ved Smith glider med en paradoksal lethed, ikke fremad, men frem og tilbage og til alle sider på samme tid.
Værket sendes i disse år ud i højt tempo med en ambition om at beskrive den britiske tilstand lige nu, klarsynet hallucinerende over en stadig ufordøjet samtid præget af store politiske omvæltninger; senest var ’Vinter’ om to uenige søstre og et kropsløst barnespøgelse et billede på Brexit, og i ’Forår’ er det Storbritanniens forhold til flygtningekrisen, der spejles i fortællingen om en falleret filminstruktør og et mystisk Greta Thunberg-agtigt barn.
