Hvordan kan det være, at ansøgere til stillinger som pædagog eller butiksassistent føler, at de må skrive, at de er kreative? Det kan sociologen Andreas Reckwitz’ fænomenale bog ’Kreativitetens opfindelse’ kaste lys over, ligesom bogen giver mulighed for at forstå, hvordan Ludwig van Beethovens kunstneriske kompromisløshed i 250-året stadig tårner sig op som et ideal for os senmoderne mennesker.
Reckwitz’ påstand er nemlig, at kreativitet som fænomen og positiv kvalitet fra 1700-tallet og frem til i dag er vokset ud af den borgelige kunsts sfære, hvorfra den er sivet ind i næsten hvert eneste hjørne af tilværelsen fra økonomi over byplanlægning til seksualitet. Meget af, hvad vi gør, tænker og producerer i skolen eller på arbejdet, bliver i dag vurderet efter dets kreative værdi. Er det nyt, er det opfindsomt, er det originalt? At være dygtig eller vidende synes at kunne blive trumfet af at være kreativ.
