Alle spørger sig selv, hvad coronapandemien kan lære os om os selv og den verden, vi lever i. Måske findes svaret i en ny, nørdet akademisk bog om britiske madvaner i 1600- og 1700-tallet, som udkom nøjagtig den dag, da den britiske premierminister, Boris Johnson, blev overført til intensivafdeling med feber og vejrtrækningsproblemer.
I ’Eating the Empire’ endevender den amerikanske historiker Troy Bickham imperialismens kogebøger, avisreklamer, inventarlister, skatteregnskaber og meget andet for at beskrive, hvordan Storbritannien voksede og blev Det Britiske Imperium. Det havde betydning for den politiske verdensorden. Og for hverdagens spise- og drikkevaner.






