Langt oppe i Västerbotten i det nordlige Sverige ligger en lille fiktiv by fuld af hemmeligheder. Jana Kippo er for længst stukket af derfra, men denne vinter vender hun hjem for at forsøge at redde sin tvillingebror fra at drikke sig ihjel. »At komme tilbage til den lille by var som at komme tilbage til the truman show. Alt gik i de samme baner. Folk gjorde ting på nøjagtig samme tidspunkt hver dag. Virkeligheden fandt sted som et evighedstegn«, fortæller Jana i første omgang om gensynet med lillebyen Smalånger. Men dén beskrivende distance lader sig ikke fastholde længe, for fortiden med alle dens rådne hemmeligheder klæber til hende og trækker hende ned i dybet af fortrængte minder.
Hvad stod der egentlig?
At Jana ikke er, som folk er flest, står klart allerede på første side. Ikke alene lader hun sig distrahere fra romanens titelmission: nemlig at tage ned til sin bror, da hun møder en fremmed mand på sin gåtur tilbage til landsbyen og lader sig forføre. Hendes sprog er også sært. Det er barnligt ligefremt og uden nogen form for tegnsætning eller forskel mellem store og små begyndelsesbogstaver. Det leder til sætninger som: »Hvad for noget lækkert noget skal du lave med artiskokkerne spurgte jeg da vi sad i bilen igen« eller »Georgåbyericson ralfedström ronniehellström staffantapper ovekindvall og de andre kiggede ned på mig«. Som en magnetisk kraft drøner sætningerne ufordøjede og uforfærdede afsted uden tegnsætningens mulighed for at hugge bremserne i eller i det mindste sænke farten. Fortællingen halser af sted i en art sproglig dødsdrift, der dækker over nogle grufulde fortrængninger, der gradvist spirer frem, efterhånden som sneen smelter, og Jana genoptager relationerne med landsbyens beboere. Men de tegnløse sætninger har også en betydning for selve læseoplevelsen. Som læser føles det som at svømme på dybt vand uden hjælpemidler. Hvor ligger betydningen i sætningen? Ofte er man nødt til at læse sætningerne flere gange; for hvad stod der egentlig? Kan det virkelig passe?
