0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

6 hjerter: Forfatter skar sin halspulsåre over, men heldigvis lever hans udødelige skrifter videre

Østrigske Adalbert Stifters biedermeier-noveller er fængslende, udødelige klassikere, der med deres interesse for menneskets indlejring i naturen taler lige ind i økokritikkens tid.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Østrigske Adalbert Stifters prosa hører til den litteraturhistoriske periode 'Biedermeier', som har konnotationer til senromantikken og småborgerlig idylliseren. Men bag idyllen gemmer sig afgrunde af drama, sorg og angst.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nåmen, så kan alle serieskabere og plotmagere godt gå hjem og vugge – eller rettere, de kan gå hjem og læse Adalbert Stifter, for i hans fortællinger kan handlingen være så forunderlig og uforudsigelig, karaktertegningen så original og gribende, og scenerierne så farvestærkt maleriske, at læseren følger hver sætning med tilbageholdt åndedræt og græder og gisper over de vendinger, tingene tager.

Hør lige, hvordan Stifter på én gang kan male et farverigt landskabsbillede og skabe voldsom kontrapunktisk suspens med sin ophobning af foranstillede beskrivende ledsætninger og indskud:

»Da skovens buske havde fået blomster, hvide eller som naturen nu vil have det, da der var blevet bær af blomsterne, da de ting, som tjærebrænderen havde sået i skovjorden, var spiret og vokset op, da byggen havde fået gyldent skæghår og kornet var blevet lysegult, da havrekernerne hang på deres små tråde og kartoffeltoppene bar deres grønne kugler og blålige blomster: da var tjærebrænderens folk, han selv og hans kone, alle var de døde på nær en eneste lille dreng, tjærebrænderens søn.«

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce