0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man bør holde kunstnerbaronens erindringer ud i strakt arm

Hvem var han egentlig, den malende baron Rosenkrantz? Hans erindringer er nu udkommet posthumt og er ikke helt slibrige nok, men trods alt et sjovt portræt af en excentrisk mand, som tiden er løbet fra.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Pressefoto
Foto: Pressefoto

Arild Rosenkrantz ca. 1960, to år efter han har skrevet sine erindringer og fire år før sin død.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Arild Rosenkrantz livsværk er et væsentligt korrektiv til den danske kunsts historie«, skriver journalist og forfatter Henrik Wivel i sit efterskrift til den danske malers posthumt udgivne erindringer. Post som i 56 år efter hans død … Gravet frem nu, må man gå ud fra, fordi Arken viser en udstilling med hans værker.

Jeg kaldte i en artikel om Rosenkrantz fra sidste år hans kunst for »Kitschet og frygtelig regressiv i al sin tro på ånd, lys og menneskets guddommelighed«.

Hvordan er så hans erindringer? Lever de op til samme høje kitschniveau?

Allerede få sider inde i fortællingen er svaret umiddelbart tjaaa. For eksempel her om rammerne for den helt tidlige barndom med de tre brødre – en villa i Nordsjælland: »… da villaen kort efter min Moder havde solgt den nedbrændte, viste det sig at den var bygget på en gammel kirkegård«. Børnene havde onde drømme i hobetal, mens de boede der, og var sikre på, at huset var hjemsøgt.

Dernæst føres vi et smut med mor og brødre til Italien (faderen var død i en alder af 33 år, da Arild var ganske klejn), der i det sydeuropæiske kom de i audiens hos paven. Rosenkrantz erindrer det hårde stengulv, på hvilket han knælede.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce