Fem sider gik der, og så fik Klaus Høecks nye bog mig til at grine højt:
»min indre beo/stær gentager alt hvad jeg/siger hvorpå jeg//gentager hvad den/siger i et mærkeligt/ekkorum af ly//de – men her på det/sidste er den begyndt at/skratte interna//tionale som jeg/så gentager – jeg er godt/nok stolt af den fugl«.





