Haikudigtningens særlige evne til at fange en evighed i et øjeblik ved hjælp af ganske få stavelser har gjort den gamle japanske digttradition populær som aldrig før, som det bl.a. blev demonstreret, da vi her i avisen for et år siden lagde bagside til læsernes haikudigte om livet i pandemiens tid.

I et moderne liv, hvor så meget føles, som om det går alt for hurtigt, og virkeligheden har det med at smutte mellem fingrene, åbner haiku for en form for nærværspoesi for høj som lav. Det ordknappe haiku er en svær form for selv den rutinerede digter, men er samtidig tilgængeligt for selv den grønneste amatør.