Til sidst i Thomas Korsgaards tredje og sidste bog om drengen Tue fra Skive har han fået udgivet en roman og er på vej hjem fra reception, da politiet står ved hans lejlighed og spørger, hvad han hedder. »Thomas«, svarer Tue – han har igennem hele bogen reddet sig ud af problemerne ved at kalde sig alt andet end sit eget navn. Men denne gang med det twist, at forfatteren endelig synes at være ankommet til sig selv – med alle de ulogiske konsekvenser, det har for romanen.
Og når man tænker over det, har netop det absurde eller let fordrejede gennem hele romanserien kørt parallelt med realismen, og det er også i dette spændingsfelt, at ’Man skulle nok have været der’ er sjov og vellykket. Det har at gøre med Tues replikker, der rammer ved siden af, hans manglende sociale situationsfornemmelse, da han ankommer til byen, hvor han skal lade være med at sige ’dav’. Han holder sit pas tæt ind til kroppen, i tilfælde af at nogen skal finde ham død, og senere begynder han at spise af indersiden af sine kinder, fordi han er sulten.
