En overgang overvejede Naoise Dolan at kalde sin debutroman for ’Edith og Julian’. Hun ville gerne spille læserne et pus, lokke dem med endnu en kærlighedshistorie efter devisen dreng møder pige for så at flå tæppet væk under forventningerne, når romanen viste sig at handle om 22-årige Ava, der opdager, at hun hellere vil være Ediths kæreste end Julians seneste erobring.
’Godt selskab’, som romanen endte med at hedde, viser sig at være en queerromance tilsat noter af Jo Malones eksklusive duftlys, Instagram-stories og snappy comebacks en masse. Men den er i lige så høj grad en roman om de magtbalancer, der uvægerligt bringes i spil, når tre mennesker er født med forskellige betingelser, hvad angår økonomi, etnicitet, kolonihistorie og seksuel orientering. Det er den skrøbelige sarkast Ava, der spiller førsteviolin i Dolans generationsportræt, som er så præcist tegnet, at jeg både ømmer mig og irriteres. ’Godt selskab’ er en af den slags romaner, der koncentrerer sin samtid så stærkt, at man kan frygte, den om et øjeblik kommer ud af trit med tiden.
