Sidste år skrev norske Karoline Brændjord historie ved at være den første nogensinde til både at modtage Tarjei Vesaas’ debutantpris og den norske Kritikerprisen. Sidstnævnte er ikke blevet uddelt til en debutant siden Karl Ove Knausgård. Et overvældende kvalitetsstempel.
Men også en lidt stiv ramme for læsningen, som jeg heldigvis hurtigt glemmer, da Brændjords ’Jeg vil vågne til verden’ lader mig træde ind i en forunderlig natur, hvor ræve lyder menneskers navne, og fugle kan byttes bort for hemmeligheder. Digtsamlingens tema er tabet af en mor, som har taget sit eget liv, og det er den familietragedie, der strukturerer digtene. Men frem for at tage fat om den med realismens virkemidler iklæder Brændjord den en mytologisk, naturlyrisk dragt.
