Hvis man har gået og tænkt på, hvordan livet mon ser ud indefra i et dansk asylcenter, kan man læse Alen Causevics debutroman ’Det egentlige liv i livet’, der er en godhjertet og gennemsympatisk beretning. Forfatteren, født 1989, er selv flygtet som barn fra Bosnien, og noget af det straks bemærkelsesværdige ved bogen er dens stemmeføring, der forholder sig nogenlunde neutralt registrerende, selv om asyllivet på det ene center efter det andet jo er ekstremt usikkert og uroligt.
Vi følger »en helt almindelig familie« – drengen Sahil, hans far Ibrahim, der er jurist, og moren Aida, der er sygeplejerske. Causevic fordeler synsvinklen næsten ligeligt mellem dem uden helt at knytte sig til nogen, hvilket vidner om en fremmedgjorthed – som om den fortællende måske har internaliseret systemets bureaukratiske blik på de ankomne – men derudover opleves som en gestus til en familie, der skal holde sammen og forsøge ikke at gå i opløsning i barakkerne.
