0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er det dansk ironi, når det lyder, at »alle døre er åbne« for Ibrahim?

Alen Causevic skriver meget almindeligt om det både almindelige og ubærlige liv som familie i et dansk asylcenter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lotta Tiselius
Foto: Lotta Tiselius

Alen Causevic er født i 1989 i Bosnien, men flygtede som barn til Danmark. Debutromanen handler om en familie på et dansk asylcenter.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis man har gået og tænkt på, hvordan livet mon ser ud indefra i et dansk asylcenter, kan man læse Alen Causevics debutroman ’Det egentlige liv i livet’, der er en godhjertet og gennemsympatisk beretning. Forfatteren, født 1989, er selv flygtet som barn fra Bosnien, og noget af det straks bemærkelsesværdige ved bogen er dens stemmeføring, der forholder sig nogenlunde neutralt registrerende, selv om asyllivet på det ene center efter det andet jo er ekstremt usikkert og uroligt.

Vi følger »en helt almindelig familie« – drengen Sahil, hans far Ibrahim, der er jurist, og moren Aida, der er sygeplejerske. Causevic fordeler synsvinklen næsten ligeligt mellem dem uden helt at knytte sig til nogen, hvilket vidner om en fremmedgjorthed – som om den fortællende måske har internaliseret systemets bureaukratiske blik på de ankomne – men derudover opleves som en gestus til en familie, der skal holde sammen og forsøge ikke at gå i opløsning i barakkerne.