Et stykke inde i Lone Hørslevs nye roman om de to unge søstre Ellen og Dagmar, der får arbejde på Oskar Davidsens smørrebrødsrestaurant i 1920’ernes København, forekom fortællingen mig stadig en kende for triviel. Men så kom der en scene, som slog benene væk under mig:
Den kække Dagmar har efter lidt modstand sagt ja til at stå model for den korpulente kunstmaler Kai Nielsen, som hun har mødt i Tivoli. Hun opsøger ham i hans lejlighed i Blågårdsgade. Kai skænker Campari og viser rundt, og så falder replikken: »Tag tøjet af«. Men hvad replicerer Dagmar? »Så må De tage tøjet af først!«. Og hvad gør Kai? Han klæder sig af foran Dagmars nysgerrige og efterhånden fuldstændig henrykte blik: »Hun havde aldrig set noget lignende. Han så både stærk og sårbar ud i sin nøgenhed«. Derpå følger en lang detaljeret beskrivelse af Kais tykke lodne overkrop med udgnidrede tatoveringer, som drukner i den kraftige behåring, og den tykke »orm eller ål«, der vælter ud af alt det sorte hår mellem benene.
