»Fremtiden er her allerede, den er bare ulige fordelt«, skrev science fiction-forfatteren William Gibson for nogle årtier siden, og i dag føles det mere sandt end nogensinde før.
Fremtiden er her allerede, men ikke alle har adgang til den. Fremtiden er her allerede, men i en ganske bestemt, foruddiskonteret form. Selv om fremtiden per definition selvfølgelig er uforudsigelig og genstand for alverdens fantasier, er det alligevel, som om fremtiden er blevet forudsigelig og fantasiforladt: Ja, ja, nogle flere robotter og droner, mere kunstig intelligens, måske nogle selvkørende biler og busser, den slags, men også altid mere vækst, også altid et kapitalistisk samfund, først som sidst. Det er en fremtidsvision, der på samme tid er eksistentielt fattig og økologisk farlig.
