Det skal helst være ligesom på film. Faktisk skal man gøre sig umage for at finde en scene i Morten Sabroes selvbiografiske roman ’Der var engang en familie – En herlig familie’, som ikke dresses op med amerikansk filmfantasmagori.
Et besøg på Bispebjergs neurologiske afdeling, hvor forfatterens parkinsonsyge storebror skal skannes, avler onde drømme om ’Alien’-monstret Xenomorph og Sigourney Weaver i miniskørt. Mens den 19-årige Morten Sabroes slukkede håb om at score en australsk danserinde får et af erindringens generøse glimmerdrys og bliver til »et møde som det mellem Humphrey Bogart og Ingrid Bergman i ’Casablanca’«. Når døden engang kommer, bør den komme i et vildt ridt ud over afgrunden i en mintgrøn Ford Thunderbird 1966 som i ’Thelma and Louise’. Og hvis bare far, revykongen Povl Sabroe, havde været mere som Mufasa fra ’Løvernes konge’ og lovet sønnike det kongerige, de kalder showbizz, havde livet nok været sjovere.
