Ved læsningen af Søren Ulrik Thomsens essay ’Store Kongensgade 23’ falder det hensyn, han tog til sin mor, der døde i 2020, i øjnene. Han pålagde sig selv først at skrive om sin mors depressioner og den effekt, de havde på ham, efter hendes død. I syv år i Thomsens ungdom døjede hun med hårde depressioner, og selv om han var alt andet end upåvirket, tav han de følgende mange år, fordi hans mor, som blev helbredt gennem psykoterapi og efterfølgende fik 42 raske år, ikke brød sig om, at kolleger og andre mennesker skulle forholde sig til hende med viden om, at hun havde været sindslidende.
Når jeg bider mærke i netop det moment blandt alle de andre iagttagelser og betroelser i Thomsens fine tekst, er det, fordi hensynet til familie, venner og nære bekendte mildt sagt ikke er udbredt blandt digtere og forfattere i vore dage. Tænk f.eks. på Kaspar Bonnéns bog ’bag om min far’.
