Jegfortælleren, en 47-årig unavngiven kvinde, er flyttet til et hus i en lille by ved den østfrisiske nordkyst for at arbejde på sin brors café. I storbyen har hun efterladt sin mand, Otis, blandt alle de bunker af ting og papirer, som han manisk samler og arkiverer, mens han forbereder sig på verdens undergang. Deres datter Ann er blevet voksen og sejler rundt på havet langt nordpå. Meget er forbi (»Ann i flyverdragt, hendes søde og elskelige barneansigt, indrammet af en pelshue, hendes kinder røde af kulde« osv.). Meget kan begynde.

Ind i fortællerens liv træder den gæve Mimi; en dag i marts flytter hun ind i huset længere oppe ad vejen og går energisk i gang med at lufte dyner, pudse vinduer, beskære forsythiaer, male døren til skuret okseblodsrød. Mimi er barnefødt på egnen og kunstner og vendt tilbage efter tre forliste ægteskaber. Hun spænder lærred op på rammer og lader dem ligge i saltengene, så tidevandet strømmer over dem og afsætter et eller andet: blæretang, en krabbeklo, et søpindsvin: »Hun løb ud og trak sit lærred ind som en fisker sit net«.