Hvis der var lige så meget fremdrift, som der er plot i Holger Dahls roman ’Ming-selskabet’, ville man inden endt læsning kunne være nået hele vejen til Kina og tilbage igen.

Men desværre kommer vi ikke rigtig ud af stedet, selv om der altså sker en masse, og selv om fortælleren gør alt, hvad han kan, for at tage os med til netop Kina, der (ifølge ham selv) også minder om en Cary Grant-film, en verden af hotellobbyer, cigaretetuier og cognacsjusser. Et støvet og kitschet Beijing engang i 1980’erne, som samtidig er beskrevet som med et leksikon ved hånden.