På omslaget til ’København, udateret’ kan man læse, at bogens forfatter, Villads Andersen, har været ansat som Mette Frederiksens taleskriver, at han har arbejdet på Ugebrevet Mandag Morgen og været vært på P1 – erfaringer med politik, medier og kommunikation, han uden tvivl har kunnet trække på i sin debutroman, der er en tidstypisk og fermt formuleret fremtidsdystopi, hvor verden er blevet mere grøn, men også mere kold, fordi klimakampen har fået totalitære tendenser.
Romanens fortæller, der blot bærer efternavnet Andersen, har mistet sin søn Frederik til de nye sekteriske strømninger, og hans ægteskab er gået i opløsning. Bogen igennem skal han forsøge at skrive et brev til sin søn, der stoppede med at gå i bad, skældte sin far ud for ikke at slukke lyset og i øvrigt læste ’Den unge Werthers lidelser’ og havde en plakat hængende med Lars Skinnebach-citatet, der åbenbart er blevet de unges slogan: »Al kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med«. Hvad der egentlig skete med Frederik, er en del af spændingen, der holder bogen kørende.
