Den overraskede mig, Melanie Kittis debutdigtsamling, ’Halvt urne, halvt gral’. Både fordi den var så god, som den var, er, og fordi den, i modsætning til forfatterens (f. 1986 i Sverige) bidrag til antologien ’Hjertet er en fold med heste’ fra tidligere i år, ikke er skrevet fra et psykiatribruger-perspektiv. I stedet består bogen af digte, der tilsammen udgør en slags fortælling om en familie, der bor i en nedlagt kirke på en kirkegård.

Her det første digt: »Jeg bor i en nedlagt kirke langt herfra. Jeg bor med min mor, min far, min søster og min bror. Min bror har en tvillingebror som hedder Kosmo.// Vi taler med vores far uden sprog. Han taler med os på sit eget sprog«.