Sebastian Bunes bog ’Habibi’ lider under at være både under- og overfortalt. Nogle ting gentages for mange gange, og andre ting forsvinder, inden de helt dukker op. Det ender med at være et både ujævnt og hullet kludetæppe, man som læser sidder tilbage med. I et af bogens mange små navngivne kapitler får vi for eksempel denne beskrivelse:

»Da mor sagde, at jeg kunne få et nyt navn, troede jeg først, hun mente noget i retning af Alfons Åberg. Det kalder hun mig jo alligevel hele tiden, eller Prins Valiant. Hvis jeg helt selv skulle vælge, så ville jeg have heddet Prins Valiant. Jeg syntes altid, han var så flot på sin hvide hest, og jeg kunne godt lide ridderen. En beskytter. Jeg vidste bare ikke, at det var præcis det, jeg blev, netop på grund af mit nye navn«.