Man kan ikke andet end at beundre ungarske Agota Kristofs kortfattede, enkle stil. Hendes selvbiografiske fortælling, ’Analfabeten’, konfronterer os med flugterfaringen og tvinger os til at overveje, hvad nationalfølelse faktisk er.

Stjerneforfatter: »Jeg har tilhørt denne slægt af kvinder, som ikke taler sproget, som arbejder på fabrik, og som tager sig af deres familie om aftenen«

Foto: Monique Jacot/Gamma-Rapho via Getty Images
Foto: Monique Jacot/Gamma-Rapho via Getty Images
Lyt til artiklen

I et af Agota Kristofs (1935-2011) få engelsksprogede interviews svarer hun stædigt det samme. Hvad enten intervieweren spørger til fortællingen eller til romankaraktererne, insisterer Kristof på, »at det bare var sådan, det var«.

Debut- og gennembrudsromanen ’Det store stilehæfte’ (1986) om to tvillingebrødre, der i skyggen af krigens gru udsætter hinanden for uhyggelige udholdenhedsøvelser, er ifølge Kristof blot fortællingen om hendes egen barndom. Mens romanen ’I går’ (1995) om flygtningen Tobias Horvath, der drømmer om kvinden Line, formentlig er hendes allermest selvbiografiske værk. Jeg bliver altid knotten, når forfattere hævder, »at det bare var sådan, det var«. Som påstår de, at skriften blot er en magisk afskrift af livet og ikke et arbejde, hvor der ustandselig må træffes både tilvalg og fravalg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her