Jeg skulle et stykke ind i Simon Holm Pedersens anden roman ’Dødsmoden’, før det gik op for mig, at dens titel skal læses som et adjektiv og ikke et substantiv. Der er ikke tale om, at døden er moderne her, men om at være moden til at dø.

Netop det er romanens lettere vanvittige og »civilisatorisk udfordrede« fortæller, den næsten 40-årige arbejdsløse Bertil, der efter et mislykket forsøg på uni inde i byen er havnet hjemme ved sine forældre i Sdr. Kvong i Vestjylland. Planen er at dø, og Bertil har købt krysantemumbomber til formålet.