Som 21-årig flygtede Agota Kristof fra Ungarn, da den antikommunistiske opstand i 1956 slog fejl, og sovjetiske kampvogne rullede ind i gaderne i stedet for demokratiet. Via Østrig kom hun til Schweiz, fik job på en urfabrik, lærte sig fransk, romandebuterede som 51-årig og blev en af sit nye hjemlands betydeligste forfattere – og en af Europas.

Hendes rystende romaner, skrevet på det, hun selv kaldte ’et fjendesprog’, der langsomt dræbte hendes modersmål, handler om migranterfaringens rodløshed og barndommens uhyggelige klarsyn. Om den fortvivlelse, der findes i tilværelsen, om det bedrag, der findes i sproget, og om den opløsning, der findes i tiden.