En scene i Claudia Durastantis suveræne ’Fremmede jeg kender’ får mig til at tænke på dette års store DOX-sensation ’Apolonia, Apolonia’. Begge portrætterer unge kvindelige kunstnere, der vokser op i et kreativt miljø i samfundets margin og bliver truet på deres integritet i mødet med den kommercielle kunstverden.

I scenen hos Durastanti er Claudia til en fornem middag hos en siciliansk kunstmæcen, der efter at have hørt om hendes spektakulære opvækst med to døve forældre lægger hovedet på skrå og spørger: »Hvem har lært dig at tale?«.