En pervers hemmelighed pulserer gennem Mary Shelleys ’Matilda’. Jeg gætter den længe før, jeg når til afsløringen. Måske skyldes det – som Cecilie Lind foreslår i efterordet – at jeg allerede er hjemsøgt af dens rædsel?

For ligesom Lind kender jeg incesttabuet fra eventyrenes verden, hvor konger forelsker sig i deres døtre, ligesom jeg kender det fra de græske myter som den om Myrrha, der forfører sin far, og som straf forvandles til et myrtetræ.