Efter den første Indiana Jones-film i 1981 ændredes den gængse fordom om arkæologen som nærsynet nørd, som med teske graver efter ting og sager på forladte tomter og i smuldrende ruiner. Raske drenge og piger, som før ville være astronauter i rummet, drømte nu om at være Jones i blød hat, revolver i bæltet og en pisk ved hånden. På jagt efter fortidsminder, ikke for egen vinding skyld men for at bevare og opklare forne mysterier.
Hollywoodfilmens skattejæger er selvfølgelig romantiseret eventyrhelt. Men ikke uden visse rødder i virkeligheden. Arkæologien begyndte som fyrsters skruppelløse skattejagt. Langt ind i forrige århundrede kappedes stormagterne dramatisk om at komme først med udgravninger. Parthenonfrisen i London, ’The Elgin Marbles’, blev hugget ikke kun fra det græske folk, men også fra franskmændene. Napoleon begik med sit felttog i Egypten grænseløse gravrøverier. Og svindel og plyndring, griskhed og grådighed er stadigvæk en del af museumsverdenen.
